I mange år har det været sådan, at hvis du er logget ind med din Google konto, når du søger på Google, vil resultaterne være tilpassede din historik og dine præferencer. Altså – de sider, du hyppigst besøger, vil være placeret øverst.
Hvis det var nyt for dig, skal du ikke være flov over det. Det er ikke længe siden, jeg oplevede en ”søgemaskineekspert”, der ikke anede, at det forholder sig sådan. Men det gør det altså – medmindre du decideret har slået funktionen fra, og det har nærmest ingen.
Det betød, at du altid skulle logge ud af Google for at se, hvad resten af verden ser. Men nu er der kommet nye boller på suppen, der virkelig kan give forvirring i geledderne for alvor!
Alle søgeresultater er nu personaliserede
I begyndelsen af december 2009 lancerede Google det, der kaldes ”personaliseret søgning” for alle. Og jeg mener ALLE. Det betyder, at din Google tilpasser søgeresultaterne efter hvilke sider, du besøger. Hvis du hyppigt søger efter tilbud på f.eks. børnetøj, og du klikker ind på resultat nr. 8 et par gange, vil den hjemmeside rykke op i søgeresultaterne hos dig. Og kun hos dig.
Så når du ser ”Bodils Børnetøj” ligge nr. 1 i Google på søgningen efter børnetøj, er det altså kun hos dig, den gør det – og selvfølgelig hos andre, der også er tilbøjelige til at besøge Bodils shop.
Hvis det nu er dig, der er Bodil – bare et øjeblik – så vil du sikkert tjekke din placering på ordet ”børnetøj” mindst hver dag. Og du klikker dig sikkert også ind på din side, ikke? Dermed ser du, at nu ligger du pludselig nr. 1 på søgningen, og så er den hellige grav jo vel forvaret. Tror du da – for fakta er jo, at din side stadig ligger nr. 8 hos de fleste andre.
Eller du tjekker dine konkurrenter hele tiden på ”børnetøj” – og klikker dig ind på deres sider fra Google. Og pludselig ligger du selv rigtig skidt – og så ringer du til din SEO pusher og skælder ud. Hos ham ligger du stadig i toppen, for han har nemlig slået det stads (personaliseret søgning) fra.
Ja – du KAN slå det fra. Og min umiddelbare anbefaling er, at du gør det. Lige nu. Du kan læse om, hvordan du gør det i denne artikel om personaliseret søgning.
Hvad betyder det for din hjemmeside/netbutik?
Lige da personaliseret for alle blev offentliggjort, havde vi det sædvanlige skrigekor på banen: ”Nu er det slut med søgemaskineoptimering”, ”Det er enden på de mindre hjemmesiders chancer” og meget mere vrøvl af samme skuffe. Sådan er det naturligvis ikke, og faktisk er der ikke nogen reel paladsrevolution i det her.
Personaliseret søgning betyder, at dine sidetitler og dine sidebeskrivelser blot er – om muligt – endnu vigtigere, end de var før.
Din sidetitel er jo den, der står som linket i Googles søgeresultatside – og under den står din sidebeskrivelse (som regel). Som du har lært, viser Google 67 tegn fra din sidetitel, hvis du har holdt den på maksimalt 67 tegn inkl. mellemrum. Er den længere end 67 tegn, klipper Google den, hvor Google finder det passende.
Din sidetitel skal altså både være optimeret i forhold til sidens vigtige søgeord, og den skal SAMTIDIG være så ualmindeligt lækker og lokkende, at folk bare ikke kan lade være med at klikke.
Samtidig skal din sidebeskrivelse på de ca. 160 tegn være så indsmigrende, sødmefyldt og uimodståelig, at ingen KAN lade være med at klikke. Sørger du for det, er du også sikret, at du ligger godt til i søgeresultaterne hos folket – for de klikker jo på dine sider.
Alt det er der ikke noget nyt i, så du har selvfølgelig for år tilbage sørget for, at dine sidetitler og sidebeskrivelser giver dig trafik – og så er du helt up-to-date i forhold til personaliseret søgning.
Dine sidetitler er optimeret, ikke? Alle sammen?
Er personaliseret søgning første skridt mod noget mere?
Hvis du spørger mig: Ja – helt sikkert! Google indsamler helt ubegribelige mængder data om din, min og alle andres færden på nettet. Det sker via den Google Toolbar, som mange har installeret, og det sker via de uhyrlige mængder data, vi stiller til rådighed for Google ved at bruge Analytics.
Jeg er sikker på, at vi i det kommende år eller to vil se, at Google benytter disse data til at ranke hjemmesider med. Og egentlig er det ganske naturligt. Hvis en netbutik sælger kaffemaskiner og har væsentligt flere succeser i form af konverteringer end de andre, er det jo fordi, den netbutik leverer et godt resultat på søgningen efter kaffemaskiner. Altså: Hvis butikken er bedre til at sælge varen, når folk vil købe en kaffemaskine end de andre – så er den vel også et bedre søgeresultat end de andre?
Og så er vi der, hvor ringen sluttes, og hvor den betegnelse, jeg indførte for snart mange år siden – 360 graders optimering – kommer til sin ret for alvor. Altså: Du skal BÅDE have gode placeringer OG god konvertering for at få bedre placeringer og/eller fastholde dem, du har.
God konverteringsrate har du selvfølgelig altid arbejdet med – og nu er du også i gang med de gode placeringer. Sørger du for at være god på begge dele, er du både sikret en god forretning med din hjemmeside og fremtidssikret i forhold til, hvad jeg tror, Google vil gøre mere ud af de næste par år.





1. marts 2010
Søgeoptimering